Home

Elver eller Mille

Home

Vietnamkrigens ofre og et farvel til Vietnam

Fredag d. 22

Av min mave!

Vi vågnede op af larmen fra den høje alarm der kom fra en sort iPhone 6s. Kl var 09:00 og vi skulle gøre os klar til endnu et spændene eventyr i Vietnam. Vi skulle nemlig på det kendte krigsmindemuseum som lå et par kilometer fra vores hostel.

Da klokken var 12:00 skulle vi afsted, da vi kom ud på gaden, bagte solen på vores hud og mange fra klassen havde meget ondt da de var blevet helt solbrændte et par dage før. Specielt Idunn der ikke havde snakket om andet end hendes solbrændte mave siden hun blev solbrændt. ”Av min mave!”, gentog hun konstant hvilket var lidt træls i længden. Vi bestilte nogle taxaer og efter 5 minutter kom 3 taxaer racende.

Vi steg end i taxaerne og begyndte turen til krigsmindemuseet. Der var en del trafik, så det tog lidt længere tid end forventet.

 

Running sushi?

Da vi ankom foran det flotte museum, var mange fra klassen blevet sultende så vi måtte lige finde en restaurant som vi kunne spise frokost på. Vi gik lidt ned ad vejen men der var ikke rigtige noget der faldt i øjet. Pludselig så vi en lidt speciel restaurant som hed kichi kichi. Det var samme princip som running sushi bare med hot pot i stedet. Så man fik en suppe i en gryde hvor man så slev skulle putte maden i og stege/koge det. Det var sjovt og anderledes da det var ikke noget man var vandt til at gøre. Vi spiste løs fra de forskellige retter på tallerkenerne og først efter vi havde spist en masse fandt Lars ud af at man skulle betale for hver tallerken man spiste. Vi havde spist ca. 40 tallerkner for hvert bord af 4-5 personer. Og da vi troede at vi ville få en kæmpe regning, fik vi et chok, da prisen kun var 4,7 millioner vietnamesiske dong hvilket svaret til ca. 1.500 kr. Det var cirka gennemsnittet for de fleste restauranter da tingene i Vietnam er meget billigere end i Danmark.

 

En dyster fortid…

Efter den positive madoplevelse skulle vi træde ind i den mere mørke og dystre del af turen, nemlig krigsmindemuseet. Vi gik ind, af den store port til krigsmindemuseet.

Da vi trådte ind i bygningen, fik vi en ubehagelig fornemmelse. Krigsmindemuseet viste en masse billeder og lignende fra de krige, Vietnam havde deltaget i eller var blevet påvirket af. Første stop var toilettet på stueetagen da mange af os skulle tisse efter den bumlende taxatur. Efter vi havde tømt blærene, gik turen til anden sal hvor turen begyndte. Inden vi gik ind i rum nr. 1 skulle Mathie og Thijs holde et lille oplæg om Vietnam krigen. Oplægget var rimeligt forfærdeligt da de ikke havde forberedt sig ordentlig op til dagen. Og derfor blev Lars nød til at supplere lidt med nogen pointer om Vietnamkrigen inden vi gik ind i rum nr. 1. I det første rum var der en masse flotte billeder fra krigen hvor der derunder var beskrevet hvad billederne viste samt fotografens navn, og dato. Der var rigtig mange spændene billeder og tekster at læse i det første rum og der gik omkring 20-30 min. før vi var færdige derinde.

Da vi så kom ud der fra tog vi alle sammen ned på første sal hvor folk gik rundt i små grupper og kikkede på de forskellige udstillinger. Vietnamkrigen var den krig, der var størst fokus på i udstillingerne. Der var mange billeder af ofre fra Vietnam krigen hvor deres lemmer blandt andet var sprunget af. Det var også et helt rum plus en butik dedikeret til agent orange ofrene hvor nogen af de ramte solgte de hjemmelavede ting i butikken. Det var et forfærdeligt syn og man kunne ikke undgå at få ondt i hjertet af at se de mennesker der havde lidt så meget. I et andet rum var der en masse udstillinger af de våben der blev brugt under Vietnamkrigen.

Det var spændene og ubehageligt på samme tid da vi vidste hvad de våben var blevet brugt til. Det værste var dog en udstilling af nogle rigtige fostre der lå i eddike.

Man kom til at stå med den tanke ”hvad nu hvis det var min lillebror/søster”. Også udenfor var der nogle udstillinger at kigge på. Der var både gamle kampvogne og kampfly fra krigen men også det mest interessante som var et fængsel.

I ”fængslet” havde de illustreret hvordan fangerne den gang blev tortureret og mishandlet. Der var også nogle celler med dukker i hvor man kunne få et billede af hvordan de levede i fængslerne. Det gav et større billede på hvordan forholdene var dengang og man kunne slet ikke undgå at få endnu mere medlidenhed med ofrene.

 

Den sidste is!

Da alle igen var færdige begyndte vi på den lange gåtur hjem.

Undervejs besluttede alle sig for at vi blev nød til at fjerne en is fra jordens overflade inden vi skulle tilbage til vores hostel. Det viste sig så at det var næsten umuligt at finde en iscafé i et af verdens varmeste lande.

Derfor tog vi på McDonald’s og indåndede nogle mcflurrys, sundaes, og frappes.

Da vi mødtes ved vores hostel igen gik turen videre til et andet hotel ved lufthavnen. Her skulle vi sove et par timer inden fly turen 06:40 næste morgen.

Alle var smadrede så der gik ikke længe inden man inden stilheden kun blev brudt af lyden fra 15 sovende teenagere.

Tilbage til Ho Chi Minh City

Torsdag d. 21

Afsted mod Ho Chi Minh City:

Vi blev allesammen vækket klokken 5 om morgen. Vi skyndte os alle sammen at gøre os klar på en halv time. For klokken 5:30, skulle vi være klar til at tage afsted til Ho Chi Minh city. Vi satte os ind i taxaerne og kørte imod lufthavnen. Lufthaven var lille og der var ikke særlig mange mennesker, men på trods af det, tog det alligevel lidt tid at få tjekket vores bagage ind. Vi kom igennem security uden problemer. Og gik ombord på det lille fly, mod Ho Chi Minh City. Flyveturen tog cirka halvanden time. Under flyveturen sov de fleste.

Gensyn med Ho Chi Minh City:

Vi landede klokken 8:30, og tog mod vores forrige hostel. Vi kom tilbage på hostelet, og man kunne mærke roen ved at det var noget man kendte i forvejen. Man lagde lige pludselig mærke til ting man ikke havde lagt mærke til før, fx dukkede der lige pludselig et skilt med blinklys op, og en reol. Det så ud som om at de havde givet stedet en ”makeover” siden sidst at vi var der. De havde kun et værelse klar til os da vi ankom, det var lidt irriterede, fordi man havde mest af alt bare lyst til at ligge og slappe af. På grund af at vi kun havde et værelse, lagde vi alle taskerne op på værelset, og gik på bar for at få noget koldt at drikke. På baren aftalte vi at der var ”fri leg” indtil kl 18 hvor vi skulle mødes i parken. Tiden indtil vi skulle mødes, blev for de fleste brugt på at, bruge de sidste vietnamesiske dong. Nogen købte gaver til deres familie, og andre købte tøj. Vi fik også madpenge, så vi individuelt kunne købe frokost. Det var meget forskelligt hvad folk spiste, nogle spiste KFC og andre gik på madmarkedet. Vi skulle mødes klokken 18, men nogle var kommet lidt tidligere i parken for at spille fjerbold. Efter alle var ankommet til parken, tog vi sammen mod resturanen, hvor vi skulle spise. Restauranten var den samme som vi spiste morgenmad på, den første dag.

Hospitalet igen…

Lidt tid efter vi havde bestil mad, sagde Lars at han ville tage på hospitalet, på grund af hans ribben. Han havde haft ondt i ribbene siden han faldt på toilettet på vej til Can Tho, som var 9 dage tidligere. Senere om aften fik vi af vide at han havde brækket 2 ribben.

Aftensmad

I mens Lars var på hospitalet, sad vi andre på restauranten, og spiste os tykke og fede i lækker mad. Selvom alle havde spist sig helt mætte på resturanen, blev det kun 100 kr. pr person. På vejen tilbage mod vores hostet var der nogen som købte noget på markedet, og andre gik bare hjem, for at slappe af og gøre klar til at sove.

Vi skulle tidligt op, og de fleste af os var i restauranten, før al maden var sat på bordet. Da nyheden kom, at der var bacon på menuen, stod vi som gribbe over fadet, men vi havde travlt, så der var ikke tid til at savle, det var bare om at blive færdig. Efter maden havde vi lidt tid til at gøre os klar, og lige som vi stod og smurte os ind i solcreme kommer Mathie ind ad døren og siger at taxien venter på os. Vi får travlt, og når ikke at blive færdig med solcremen, alt det bare for at finde ud af vi er de eneste der står klar. Vi ente med at vente ca. 10 minutter i den varme morgensol. Vi kørte så i den stille morgen trafik ned mod havnen. Efter en smertefuld taxitur, hvor de fleste havde haft ondt på det meste af kroppen pga. før dagens strandtur som endte med tomatrøde solbrændte kroppe, nåede vi til havnen. De sidste nåede lige at få smurt lidt ekstra solcreme på før vi steg ombord på båden. Man kunne hurtigt mærke sollyset på sin krop, så man måtte gemme sig i skyggen for ikke at blive brændt af den bagene sol som stod så højt på himlen. Vi sejlede ca. en time og et kvarter før vi stoppede, og endelig fik vi at vide at vi skulle fiske. Det var meget simpelt man skulle bare lade linen falde til bunds, og vente på en fisk bed på, men desværre var det ikke alle der fangede noget. Vi fiskede kun i ca. 45 min. Før vi skulle ud og snorkle, som vi havde set som et højdepunkt for Phu Quoc turen. Da alle havde fundet deres udstyr og var klar til at snorkle, var det egentligt bare at hoppe i, men det var ikke helt fristene, man kunne nemlig ikke se bunden og der var cirka 4 meter dybt. Så hjalp det altså heller ikke, at man har fået at vide at der både er hajer, og nogle af verdens farligste havslanger. Men efter at den første var hoppet i var det ikke så slemt. Følelsen af at snorkle var fantastisk, man kunne tage en dyb indånding og dykke lidt ned hvor man kunne svømme rundt mellem de store, og små farverige koraler. Alle de flotte fisk som lignede noget der var trukket direkte ud af et akvarie. Da båden igen sejlede i havn, var det sen eftermiddag og de af os der var solbrændte humpede op efter en taxi. Vi havde aftalt der blev indlagt en sen eftermiddagspause, så vi havde god tid til at afslutte blogs og dagbøger, i skyggen for den kogende sol. Efter solnedgang fandt vi tilbage til den dejlige restaurant, vi havde spist på den første dag på Phu Quoc. Man kunne se den gamle dame som ejede restauranten, blive glad da hun så os ved indgangen. Ved det forrige besøg havde hun fortalt, at efter restauranten flyttede havde den ikke set så meget liv, og det var en skam da den var så god. Selvom menuen bød på mange lækkerier fra havet, trængte størstedelen af os til en stor omgang spaghetti med kødsovs. Vores planer om en aften ved den smukke sandstrand tæt på restauranten blev ændret, da mange var trætte. Så vores sidste aften på Phu Quoc endte med en badetur i hotellets pool.

Home stay

Vi vågnede alle i tide, til at kunne gå ned for at få en massage, som Lars og Lotte ville forkæle os med. Der var selvfølgelig delte meninger om massagen, nogen havde en ubehagelig oplevelse fordi de følte de blev grint af, eller at det gjorde for ondt. Selvfølgelig var der også nogen som havde en god oplevelse.

 

Vi fik massage på to forskellige tidspunkter, en gruppe fik kl. 8:30, mens den anden gruppe fik kl. 9:30. Morgenmad spiste vi så ikke allesammen sammen, men vi havde så tid sammen efter morgenmad, på enten markedet eller derhjemme, afhængigt af hvad vi havde lyst til hver især.

 

Vi skulle mødes kl 14:00, men inden vi mødtes, skulle vi have pakkede alle vores ting og være klar til at flytte ud af hostle. Frokosten blev meget forhastet da vi var meget tidspresset, fordi vi skulle nå at være på skolen kl. 16:00.

 

Da vi mødtes på skolen, var vi alle meget forvirret, om hvor hvidt vi skulle sove privat eller ej, selv skolen var heller ikke helt oplyst om hvad vi skulle. Det gjorde at vi alle blev en lillesmule nervøse. Vi blev så fordelt ud i forskellige grupper, i forskellige størrelser. Det føltes meget som om at vi blev fordelt på den måde som eleverne fortrak, hvilket var okay, men også lidt mærkeligt.

 

Det var forskelligt hvordan vi kom hen til deres hjem. Nogen gik, andre kørte med skolebussen. Selvom vi alle vidste hvad der skulle ske nu, var en stor del af os stadig nervøse for hvordan det ville være. Vi var urolige fordi vi ikke viste om vi kunne kommunikere med familien. Eleverne havde hver især lavede planer for hvad vi skulle lave med dem, fx at gå i biografen, andre blev vist rundt i byen til sent om aftenen. Hvilket var super hyggeligt. Der var et par grupper der slog sig sammen, for at lave de forskellige ting. Det var rat at de havde taget initiativ til at lave noget med os, så stemningen ikke blev akavet.

 

Det var lidt svært at kommunikere med forældrene, og nogen af eleverne. Eleverne var på meget forskellige niveauer, men det lykkedes os at havde en samtale med dem.

 

Det var meget forskelligt fra familie til familie, hvordan de tog imod os og håndterede vores besøg, nogen lavede selv maden, hvor andre familier måske spiste ude, eller take away.

 

Man kunne også godt mærke de forskellige rutiner familierne havde, selvom de havde gæster på besøg, så sad nogen af dem stadig oppe til kl 24:00 for at lave lektier, hvor andre bare skulle hurtigt i seng, efter en lang dag.

 

Men selvfølgelig så havde vi allesammen haft en super fantastisk oplevelse, 77 nye venner på facebook, og en helt utrolig dag.

 

Anna, Ian, Idunn

Strand, rød hvide farver og noget om en blæksprutte

Tirsdag d.19.02

Dagen startede med en lækker morgenmad på hotellet. Morgenmaden var lige hvad vi havde brug for! Vi skulle i dag have en velfortjent strandtur. Alle glædede sig meget og var klar til at hygge. For at man kan overleve en strandtur, så er det vigtigt at have forsyninger med. Vi gik en smule amok i supermarkedet, men det gjorde ikke noget. Da vi ankom, blev vi mødt af et dejligt syn af en meget smuk strand. Det var nu at man kunne mærke den eksotiske ferie stemning, som bredte sig. Turkis og blåt vand med hvidt sand. På med solcreme og ud i havet, som havde den perfekte temperatur til at blive kølet ned. Der blev dykket, spillet volleyball, fjerbold og kort, og ikke mindst konkurreret i brydning og cheerleading. Det var meget idyllisk med stemningsmusikken fra vores tur-guitar, samt en lyd af chips og oreos som blev spist i baggrunden. Alle ville selvfølgelig gerne have noget farve, og den skulle gerne være gylden brun. Folk lå i sandet, på vandet og på liggestolene for at slikke en masse sol. Meeen den gyldenbrune farve var ikke resultatet for alle.

Efter strandturen havde vi det til fælles at vi havde den røde, solskoldede hud, som med tiden blev værre og værre. Der var nogle som kom til at ligne tomater og krebs, mens andre faktisk fik den ventede gyldne farve. Vi kom hjem til hotellet, hvor at man kun nå et lille bad inden at vi skulle videre ud og spise frokost. Vi fandt et sted med pizza, pasta og en smule vietnamesisk mad. Vi fik dog en smule stress med at spise maden, da vores guide kom for at hente os og ikke alle havde fået deres mad. Vi nåede dog alle at få noget ned i maven før at vi kørte afsted mod blækspruttefangsten. I bussen var alle ikke lige tilfredse, da solskoldningerne begyndte at kunne mærkes. Ved havnen var der en lugt af fisk og andre havdyr, som blev fanget på bådene. Det var heldigvis en båd med tage, så vi kunne komme i skygge fra den brændende sol. Før at vi kunne begynde at fange blæksprutter, så skulle solen først gå ned. Solnedgangen var et smukt syn, som var en ekstra ting vi fik med på den tur. Da vi skulle begynde at fange blæksprutterne, blev vi alle en smule bekymret for om der overhovedet var nogle blæksprutter at fange. Det var først lige før maden, hvor at det blev klappet og hujet, da Lars var den første som trak en blæksprutte op fra havets dyb (hvilket vi ikke snakker mere om). Ian syntes ikke det var fair og to minutter efter hev han også en op. Hans rampelys blev dog stjålet, da en stor blæksprutte blev hevet op af en af guiderne. Maden kom på bordet, men det var dog ikke vores egne blæksprutter som blev spist. Det må næste dagstur få glæde af i stedet. Alle var en smule trætte efter en lang dag med mange oplevelser, så vi vendte snuden hjem for at få en god nattesøvn.

Farvel til Can Tho - Hej til Phu Quoc

Mandag den 18. 

 

I morges vågnede vi hver i sær op hos den person vi havde boet hos. Vores oplevelse havde været meget intens. Hos os, Mille og Mikala, havde vi nemlig både grint og grædt dagen inden - så vi var meget trætte. Stemning var præget af den sproglige udfordring mellem engelsk og vietnamesisk, da vi gik ud til morgenbordet. Der blev ikke udvekslet mange ord, så vi vidste ikke hvad vi skulle gøre. Men pludselig skulle vi tage sko på og ud af døren. Hendes far, der ikke kunne meget engelsk, faktisk næsten ingenting, kørte os.

I den stille bil udvekslede vi mange blikke på bagsædet. Vi var meget i tvivl om vi overhovedet fik morgenmad. Men efter noget tids kørsel trak faren ind ved en restaurant ved vejen. Vi fik spist traditionelt morgenmad, pho, på den vietnamesiske restaurant. Efter det kørte vi til skolen, sagde farvel til vores vært - også på vietnamesisk og mødtes med de andre. Vi snakkede alle meget om vores oplevelser der hver havde været unikke. Nogle lettere akavede, som vores, og nogle super sjove og spændende. Alle havde i hvert fald en oplevelse mere at tage med hjem. OG vigtigst af alt: Vi havde alle gjort det og kommet ud på den anden side lidt stærkere og med en større tro på os selv.

 

Snakken i den lille skolegård drejede sig hurtigt om noget andet, da vores næste stop nemlig var Phu Quoc, som vi alle havde glædet os meget til. I bussen blev der sovet, spist Chips, sunget sange og hygget en del. Vi nåede endelig frem og trådte ud i den hede varme. Vi var nået frem tidligere end forventet, og kunne se en færge mod øen vi alle ventede spændt på at opleve. Vi håbede meget vi kunne komme med den færge, men vi endte med at skulle vente på vores færge. Heldigvis fik vi tiden til at gå med iskaffe i skyggen, som vi tit nyder her i varmen. Da vi kom på færgen var vi alle meget trætte igen. Det er nemlig den effekt den ekstreme varme har. Så det meste at færgeturen gik for en del med med at indhente nogle timers søvn.

Efter de 2 timers sejltur ankom vi på ferieøen vi alle havde ventet på efter 11 intense hårdtarbejdende dage. Hotellet var federe end vi have forestillet. En kæmpe pool i midten omringet af små stier der fører vej gennem palmer og små hyggelige hytter.

 

Da vi havde udforsket det nye hotel og poolen, kunne vi pludselig alle mærke sulten. Ingen havde fået frokost på den lange tur, derfor skulle vi nu have mad. Vores rumlende maver fandt vej til en lokal restaurant Lars havde fået anbefalet. Det var et super hyggeligt sted med sød betjening. Vi bestilte, som ofte, alt for meget mad, men fik dermed også prøvet mange forskellige retter. Efter det sluttede vi dagen af med en gåtur på den smukke strand, med fødderne i vandkanten.

Men nogle havde ikke fået nok af vand og hoppede derfor i poolen da vi kom tilbage med fuldt tøj på. Så gik vi alle i seng glade, mætte, tilfredse og spændte på hvilket eventyr morgendagen ville bringe.

Mandag d. 18

Mandag d. 18

Mandag d. 18

Mandag d. 18

Phu Quoc - nu med guitar

Tur på Mekong floden

Tidligt op og sent i seng

Da alarmen ringede kl 5:00, føltes ens øjenlåg lige så tunge som beton, og det var ikke fordi at mørket udenfor hjalp på det. Vi skulle ud at se the floating market, og da det startede allerede kl. 3:00, var vi for sent på den. Den længere gåtur ned til havnen, gik hurtigere end forventet, da vores guide tog den skadede Anna bag på sin scooter (læs om basketkampen på PiC fredag). På båden sov næsten alle. Vi var ikke de eneste der skulle se markedet! I flere af de andre både var der fotolystende kinesere. På the floating market kunne man se de lokale, sælge og købe ad hinanden. Hver båd havde sin ting at sælge, som for eksempel ananas eller bananer. Man kunne se hvad de solgte på bådene, ved at de satte deres varer fast på en bambusstav og fæstnede den til forenden af båden. Dem der sælger deres varer bor også permanet der ude på bådene. Det var smukt at se solen stå op over Mekong floden og på trods af at markedet i dag kun er 1/10 af hvad det var for 10 år siden, kunne man fornemme stemningen og historien i deltaet.

 

Efter en halv times tid var vi nået til en nudel-fabrik, der dog mest var for turister, og vidst ikke blev brugt til meget andet. Vi så dog hvordan nudlerne produceres. Efter nudel-fabrikken sejlede vi videre til en frugtplantage, hvor vi fik en masse frugt. Det smagte godt, men vi var dog alle stadig meget sultne, da vi ikke havde fået morgenmad endnu. Ude på frugtplantagen var der mange små søer, hvor de havde bygget små broer til både at cykle og gå over. Vi fik lov til at prøve en monkeybridge som kun er bygget af bambus og snor. Den farligste bro i verden ifølge vores guide!

 

Da vi sejlede tilbage mod byen, havde turguiden vist os et sted hvor vi kunne spise morgenmad. De serverede kun pho (nudelsuppe) med oksekød, men det var meget lækkert. Inden vi kunne nå at rejse os, nåede de lige og spørger om de måtte tage nogle billeder med os, det blev til omkring 100 fotos. Efter det var det enten tid til at shoppe eller bare tage hjem og slappe lidt af, og få indhentet noget søvn. I Can Tho var der mange små hyggelige butikker, og i næsten butikkerne skulle man tage sine sko af inden at man gik ind. Da alle mødtes efter at havde lavet lidt hvad man ville, skulle vi ud og finde noget aftensmad. I modsætning til alle andre aftener hvor vi fik mere kulturel mad fandt vi en resturent hvor man kunne få noget mere velkendt , nemlig pizza. Dog blev der også serveret lidt slange til bordene. MUMS!!! Da alle havde fået deres mad, sang vi fødselsdagssang for Ian, han havde nemlig fødselsdag. Vi sang på engelsk, mest så de andre gæster på restauranten kunne være med eller i hvert fald, så de forstod hvad der skete.

 

Alle undtagen Lars, ville videre på et marked der lå 3 km væk til fods. Da vi ankom, kunne vi i starten ikke finde det, og til vores uheld var det så lukket da vi endelig fandt det. Arrrggghhhh! ingen shopping… Hjemme på vores hostel afsluttede vi aftenen oppe på tagterrassen med at spille og synge sammen med vores nyindkøbte guitar. Den perfekte afslutning på en lang dag.

Fredag d. 15

 

Godmorgen drenge!

Vi vågnede til lyden af Lars hånd der bankede hårdt på døren. Det rungede i vores ører, og vi kunne skimte den smilende Lars i døråbningen, imens lyden af gabende teenage drenge fyldte hele rummet. Vi tog bad på skift og gjorde os klar til udflugten imens. Klokken var 06:30 da vi alle stod klar og trætte i receptionen. Da de fleste var kommet ud af fjerene og ned i receptionen begyndte vi at gå ned mod en lille restaurant. Cikaderne larmede højlydt imens vi som en flok døde zombier vraltede igennem den smalle gade. Maden tog meget lang tid om at komme så de fleste af os måtte løbe ned med mad i hånden da Lars fik et opkald om at bussen var ankommet.

 

Mørke lækkerier

Turen derud var stille og rolig, solen skinende mod ruden og ramte vores hud. Da, vi havde kørt i cirka 30 minutter var vi ankommet til kakaoplantagen. Bussen parkerede i siden af en slidt gruset landevej der var præget af den konstante hede. En lille vietnamesisk mand kom gående over imod os og viste os vejen til plantagen. Vi stoppede op ved en mini kakaofabrik, der tidligere var et DANIDA støttet projekt, men ikke længere!. Der blev vi sat ned ved to borde hvor han derefter begyndte på sit oplæg om kakao produktion. Det var et inspirerende og langt oplæg. Og den konstante hede og det skarpe lys fra solen fik det til at virke lidt langtrukkent. Det var dog superfedt at få smagt på nogle helt friske kakaoprodukter. Den varme kakao vi smagte, var rigtig god og stærk og gav en følelse af at være hjemme i Danmark. Da han var færdig med at forklare, gik vi en lille tur igennem noget af plantagen. Det var ret hyggeligt at gå og kigge på kakaotræerne og tage en masse billeder. Vi stoppede op ved et lille hus hvor en mega sej dreng fra den vietnamesiske skole lavede et danseshow med nogen af pigerne og drengene fra begge skoler. Efter det lille show gik vi tilbage til der hvor kakaoprodukterne blev produceret. Her viste manden der ejede plantagen hvad de resterende maskiner blev brugt til. Vi fik lov til at købe nogle ting fra en lille butik der solgte hjemmelavede kakaoprodukter. Efter vi havde købt nogle forskellige lækkerier, tog vi tilbage til bussen.

 

”Firstly be a man – then be succesful”

Bussen stoppede ved den internationale skole hvor vi alle steg ud og bevægede os ind mod kantinen. Bare på den korte strækning over skolegården kunne man igen mærke den ubarmhjertige hede. Heden gjorde luften så tør at det blev svært at trække vejret ordentligt. Skolegården var fuld at legende glade børn der spillede basket og snakkede med hindanen. Igen blev der gloet da vi, en flok kridt hvide danskere kom gående ind på deres skole. Vi spiste sammen i kantinen hvor der ligesom dagen før blev serveret noget kød og ris. Det smagte dejligt og da alle havde spist op, mødtes vi foran indgangen for at vente på bussen. Vi lagde mærke til en detalje på skiltet over hovedindgangen der stod nemlig ”Firstly be a man – then be succesful”. Vi syntes at det var både sjovt og diskriminerende men alligevel gav det også et billede på det ligestillings problem der er i Vietnam. Vi tog skolebussen hjem til vores hostel hvor vi fik noget tid til at gøre legen klar, slappe af og gå i bad osv.

 

Den store kamp!

Da alle var klar igen tog vi ud på skolen for at fremvise de lege vi alle havde forberedt i små grupper. Vi øvede vores leg i gruppen og fik den til at fungere godt. Da vi skulle fremvise legen, gik der noget galt fordi vi havde glemt en vigtig faktor da vi lavede den. Legen var ikke tilpasset folk der havde svært ved boldspil. Legen var simpelthen så svær at det blev spilødelæggende. Derfor fik vi lidt tid til at justere legen inden den skulle prøves igen. Det endte med at vi fik lavet den så let at det var decideret kedeligt at lave legen. Da alle grupper havde lavet deres lege, samledes hele skolen for at have den andet og sidste officielle basketball match. Der var en meget ”hypet” stemning og alle der var til stede heppede og råbte højlydt når vi scorede. I starten af kampen faldt vores stjernespiller Ian og forstuvede armen. Det var Noah der nakkede ham selvom de begge var på samme hold. Kort efter blev Anna også skadet da hun løb ind i en fra det andet hold. Kampen endte med en sejr til Hillerød lilleskole, og med to skadede spillere humpede vi tilbage til bussen, for at komme hjem og sove. Alle var trætte og udkørte så der gik ikke længe før man kunne høre en snorken fra alle værelser på hostellet.

På vej til kakaoplantagen

Pacific college og søvnunderskud!

Torsdag d. 14

Efter en nat i det nye hotel blev vi vækket kvart over seks. Det var meget vigtigt at vi kun brugte et kvarter på at gøre os klar, så vi kunne få noget at spise og komme tilbage i tide da taxaerne kørte kl 7.30. Vi spiste på en vegetarisk cafe og man kunne allerede mærke at de var dårligere til engelsk end dem vi lige havde spist hos i Ho Chi Minh city. Der var forvirring og lidt kaos under bestillingen. Der var nogle der fik for lidt og nogle der fik noget de slet ikke havde bestilt. MEN de gjorde deres bedste, som alle de vietnamesere vi har mødt gør(minus taxa chauffører i Ho Chi Minh) Efter den hurtige morgenmad skulle vi tilbage til vores hostel. På vores hostel havde vi ti minutter til at gøre os klar til taxaerne. Taxaerne kom og vi kørte til Pacific College.

 

Ankomsten til PIC

Vi blev sat af ved skolen, og deres administrative chef kom os i møde. Det første vi skulle var at stille os foran skoleporten og få taget billeder. Netop fælles fotos og selfies skulle vise sig at blive et gennemgående tema for vores ophold i Can Tho! Vi kom ind på skolen og vi blev ført ind i et stort mødelokale. Bordene og stolene stod som om vi skulle til et politisk møde. Der var sat en vandflaske klar med et sugerør mellem plastikken og labelen. skoleledelsen sad ved det første bord ved indgangen, det var frakoblet resten af bordene og vi satte os ved alle de andre borde. Da alle havde sat sig ned, så begyndte de at introducere sig selv, men ikke helt normalt. De havde simpelthen en trådløs mikrofon, fordi rummet var så stort og det var meget højtideligt og officielt. Efter de var færdige, skulle vi også, præsentere os selv med en kort sætning. Vi skulle fortælle hvad vi hed, hvor gamle vi var og hvad vi godt kunne lide at lave. Efter det forklarede de hvordan deres skole fungerede. Efter vi har siddet i mødelokalet, fik vi en rundvisning af skolen.

 

Rundvisningen

Under rundvisningen ville alle ud og sige ”Hello” til os. Der var faktisk så mange der ville sige ”Hello” at vi fik af vide at vi lige skulle vente et kvarter, indtil eleverne på skolen havde fået frikvarter. Men efter det kvarter gik det også amok. Først det ene billede og så det andet. Og efter 30 minutter var der mindst blevet taget 1000 billeder, af os. Og efter en halvtime stolede man ikke helt mere på sætningen ”only one more!”. Det føltes nærmest som om at man var en superstjerne, eller et dyr i en zoo, det kommer lidt an på hvordan man ser på det. Efter vi havde været på det, som føltes som den ”røde løber” fik vi frokost. Den duftede dejligt og smagte bedre. Efter maden kørte vi hjem og havde cirka 2,5 timer til at slappe af og gøre os klar til at fremlægge vores oplæg om Danmark.

 

Fremlæggelsen

Vi tager hen til skolen, og der er en hel masse mennesker der det sekund de ser os, begynder at råbe og pege af os. Vi kommer langsomt hen til det samme mødelokale som før, og begynder at sætte alt klar til fremlæggelsen. Nogle gør YouTube klar, nogle stemmer deres guitar, og resten sætter bordene på plads. Vi fremlægger med et lille bump der hed internettet, men ellers gik det meget godt. Efter fremlæggelsen går alle eleverne rundt til os, og spørger ind til danmark, omkring emnerne fra fremlæggelserne og os generelt. Vi bliver færdige og bliver fortalt at vi skal spille en basketball kamp mod skolens basket hold. Vi kom ned i skolegården, og det lignede at alle på hele skolen stod og kiggede på. Der var kommentator på og officiel dommer. Da en af vores værdier var "ligestilling mellem kønnene", spillede vi med et blandet pige/drenge hold. Det var svært for de vietnamesiske lærere og elever at forstå, da det kun er drenge i Vietnam der spiller basket. De havde også lidt svært ved at spille mod pigerne(vores fordel) Dog håber vi at vi inspirerede nogle af pigerne på skolen til at kræve ligestilling mellem kønnene!!! Nå men... Vi kæmpede bravt men deres hold var bedre. Vi hyggede os bagefter med at spille mixed hold fra begge skoler, og snakke med eleverne fra skolen. Vi fik tidlig aftensmad fra den samme kantine. Bagefter tog vi hjem i en halv time, og så havde Lars en overraskelse. Vi skulle på en meget lækker kaffebar. Alle tog med og deres ”Frozen coffee” smagte virkeligt godt. Efter kaffebaren så valgte nogle at gå en længere tur for at spise lidt mere mad. Dem der valgte at spise lidt mere, kom først hjem halv ni fordi Lotte gerne ville få Jose til at synge med Ian som guitarrist på den lokale bar. Vi kom hjem til alle fra klassen der stadig var vågne og sad og slappede af på terrassen og så gik vi i seng. Skrevet af Benjamin og Thijs Ps. Her er dagens citater! Anna spørger drengene på pacific college” Is it you that we have to sleep with?” Mikala forklarer at Bastian” was supposed to go to Vietnam with us but he didn’t make it!!!”

Afsked med Ho Chi Minh City

Onsdag d.13

Dagen startede relativt sent da vi fik lov til at sove til kl. 8 og efter en bid brød og en omelet var det tid til turens anden byvandring. Den stod på botanisk have, zoo og jadekejserens pagoda. Da vi havde et aftalt møde med de to shelters Little red rose og the green bambo warm shelter havde vi lidt travlt med at komme afsted så vi besluttede at tage en taxi gennem byen, for at nå at se den botaniske have og Jadekejserens pagoda. Da vi ankom til den botaniske have/zoo, var der en stor port og en lang allé fyldt med forskellige blomster og planter. Man kunne godt fornemme at det blev passet meget på og havde en høj standart. Derudover var det meget dejligt at slippe lidt væk fra bilosen og de larmende veje. Først gik vi ind i et stort fuglebur fyldt med forskellige arter, som påfugl, flamingoer og en masse andre fugle. Det så meget fint ud og det lignede at dyrene havde det ret godt, men da vi gik videre lidt længere ind i haven kom vi til løverne! De boede meget skummelt og kedeligt, det mindede nok mest af et fængsel hvor turister kunne tage billeder, og de havde minimal plads. Da vi gik videre til de hvide tigere, fandt vi hurtigt ud af at de ikke havde det meget bedre, for ikke at nævne den larmende forlystelsespark indbygget i den botaniske have. Vi gik ca. 10 minutter langs tæt trafikerede veje for at komme til Jadekejserens pagode, som er et af de vigtigste kulturelle seværdigheder i Vietnam. Det har været en central del af den Vietnamesiske tro gennem flere hundrede år og selvom det vrimlede med mennesker, så man ikke kunne komme til nogle steder, var der næsten ingen andre turister end os og vi kunne mærke hvordan vi skilte os ud fra alle de bedende mennesker. Det var næsten en befrielse at komme ud fra den kæmpe mængde af mennesker. Men stemningen og fornemmelsen af en tro der er en naturlig del af Vietnamesernes hverdag slap os ikke. Vi tog så tilbage til vores Hostel hvor vi kunne få fyldt vores maver og få lidt ro til hoved. Efter frokostpausen skulle vi så videre til vores møde med drengene og pigerne fra de to shelters, det var delt op i piger og drenge. Drengene skulle ud og bade og pigerne skulle lave små cupcakes. På grund af de mange veje og og den meget hektiske trafik tog det os længere til at køre med taxi end det ville tage os at gå derhen. Vi, drengene, skulle svømme med drengene fra Green Bamboo. Vi kom til en udendørs svømmehal, The workers pool i Ho Chi Minh, hvor vi mødtes med vores nye venner. Vi badede sammen med dem, sprang, slåssede for sjov mm. Det svære var at sørge for at de ikke gik over vores og deres egen grænse når vi skubbede og kastede med hinanden. Vi fik at vide den første dag, at de ofte havde svært ved at stoppe når de blev pressede, men vi havde det heldigvist sjovt sammen og når det var ved at gå galt hjalp de største drenge hinanden og os med at få styr på situationen. Vi tog derfra med følelsen af at have været med til at give dem en god oplevelse. Det var det for os. Tilbage på vores hostel skrev vi dagbog og blog imens vi ventede på at pigerne kom tilbage. Kl.18.15 gik vi til bus stationen, troede vi!!! Men det viste sig at adressen vi havde fået var selvskabets kontor, og at vi derfor skulle med taxa til en anden adresse, hvor en shuttle bus ventede. Den kørte os til rutebilstationen hvor vi i en liggebus kørte mod Can Tho. På trods af voldsom tissetrang hos nogle, manglende aftensmad og træthed, nåede vi frem til Can Tho hvor vi fandt vores hostel (Amazon 1) Kl.00.30 sagde vi god nat. Nyt sted og nye oplevelser i vente.

Malthe og Marius

Vietnamkrigen, grænser og en afkøling!

Tirsdag 12/2: Klokken 6:30 startede dagen med morgenmad. For nogle startede den først klokken 7:30. Da alle var klar, gik vi ned for enden af vejen, hvor vi blev hentet af en tour bus. På vejen ud til Cu Chi, som er et krigsmuseum, stoppede vi og så kunst lavet af handikappede kunstnere. Kunstnerne var handikappet pga. deres DNA var blevet ændret af Agent Orange. Imens guiden fortalte om Vietnamkrigen, lagde vi mærke til at han var meget smilende hele tiden, hvilket undrede os lidt. Da vi ankom til Cu Chi gik vi stille og roligt ned til selve museet.

 

Museet var det jungleområde, hvor at vietnamesere og amerikanere havde boet under vietnamkrigen. Vi så først, hvordan de vietnamesiske soldater havde gemt sig under jorden. Dem der havde lyst til at prøve kunne få lov til at klatre derned og gemme sig i det meget lille hul i jorden. Derefter hørte vi om de mange forskellige fælder vietnameserne havde lavet og brugt under krigen. Det var på det tidspunkt, hvor nogle begyndte at få det dårligt. Imens vi gik og hørte om de voldsomme ting, som skete i Cu Chi under krigen, kunne vi høre skud! Det gjorde det ikke bedre for dem, der i for vejen havde det dårligt over at høre om krigen. Vi kom tættere på skydebanen, og vi forstod ikke helt, hvorfor man skyder et sted, hvor at de fortæller om hvor forfærdelig krigen har været og hvordan den stadig påvirker vietnameserne i dag. Guiden forklarede, at det var for at give et bedre indtryk af, hvordan at det var at være med i krigen. Vi gik videre, og kom til tunnellerne, som vi havde glædet os meget til. Der var en tunnel, men man kunne gå op undervejs, alt afhængig af hvor langt man ville gå. Guiden sagde på forhånd, at hvis man havde lavt blodtryk eller astma, så var det ikke en god ide at gå ned. Vi kunne selv bestemme om vi havde lyst til det, og ikke alle syntes at det var lige behageligt at gå derned. I tunnelen blev man nødt til at gå med bøjede ben og det var en smule svært at få vejret, men spændende var det! Ved slutningen af turen fik man noget mad og te, som blev spist under krigen. Vi gik tilbage i bussen for at køre tilbage til hostellet. På vejen tilbage var der nogle der fik taget en ”morfar”, mens andre bare ventede på at kunne komme på toilet.

 

Efter et spændende (og for nogle et hårdt) besøg på Cu Chi vendte vi tilbage på hostellet for at skifte tøj og tage ud at spise frokost. Vi spiste virkelig tæt på vores hostel så det var nemt at komme hurtigt videre. Maden smagte virkelig godt selvom stedet var mindre hyggeligt! Vi havde allesammen en voldsom træng til at blive kølet ned, så derfor valgte vi at tage hen til en public pool, som lå 20 minutters kørsel fra vores hostel. Nogle af os havde problemer med at finde derhen, men det er jo ikke første gang. Da vi endelig havde fundet derhen, havde vi cirka en times tid at nyde solen i før den gik ned, hvor vi bare kunne hygge os og bade en masse. Vi lavede en masse sjove ting i poolen såsom brydning og diverse konkurrencer. Selvom vi havde brug for afkøling, blev vi alligevel trætte og tog derfor hjem for at få skyllet kloret væk og gøre os klar til at tage ud og spise. Som en afslutning på dagen tog vi på en restaurant som Lars havde fundet. Stedet var en del finere (og dyrere) end vi ellers havde været van til, men maden ikke var bedre, tværtimod var mange utilfredse. Derefter vendte nogle tilbage til vores hostel, nogle på markedet og andre fik fodmassage.

Første besøg på shelterne

 

Mandag d.11

Den første mandag var en travl dag. Vi startede dagen ud med en planlagt byvandring gennem Ho Chi Minh’s gader fyldt med nye farver, dufte og mennesker. Byvandringen var planlagt af Anna og mig (Mikala), som førte vej til forskellige seværdigheder. For eksempel stoppede vi ved Folkekomiteens hus, som nu er en turistattraktion, men også bliver brugt som et slags rådhus. Vi skulle selvfølgelig også stoppe ved forskellige kiosker, hvor vi købte massere af vand i heden.

 

Da vi kom tilbage til vores lille hostel efter 3-4 timer i den bagene formiddags sol, havde vi en times tid til at gøre os klar til dagens næste aktivitet. Vi skulle ud og besøge de 2 shelter som vi havde haft kontakt til hjemme i Danmark. Drengene skulle på Green Bamboo Shelter, mens vi piger skulle på Little Warm Rose Shelter. Vi var alle spændte og usikre på hvad vi skulle forvente af turen, da det eneste vi vidste var at de alle havde haft en svær fortid og at vi skulle være meget varsomme.

I de få timer på pige shelteret snakkede og legede vi med pigerne. Det var sjovt men også udfordrende fordi der ikke var særlig mange der forstod engelsk, og dem som gjorde snakkede det ikke særlig godt. Der var piger helt fra 7 år og op til 18, hvor næsten alle har været udsat for seksuelt misbrug.

I starten tænke vi meget på at vi skulle være forsigtige fordi de var blevet misbrugt og nok kunne være meget skrøbelige. Men vi kom hurtigt på andre tanker da pigerne med det samme tog fat i os meget imødekommende og kontaktsøgende. Vi legede både vietnamesiske og danske lege. For eksempel lærte vi en leg – 7 up. Den handler om at alle skulle tælle til syv, men når man nåede til syv, skulle man sige up. Der ud over var der også andre twist til legen. Det lød simpelt og let, men det var ret svært. Heldigvis fik vi mange grin ud af det.

 

Da drengene nåede frem til drenge shelteret, efter at have besvær med at finde vej, blev de præsenteret for de udsatte drenge og selve shelteret. Shelteret var meget småt og der var mange etager. Centrum var en trappe i midten, og ellers var der små rum til højre og venstre. Efter det legede de også en leg. De skulle samle puslespil, og vinderen fik en slik præmie.

Da både drengene og vi piger mødtes efter snakkede vi meget om hvor positiv en oplevelse det havde været. Der efter havde vi et par timer til at slappe af og samle os indtil vi skulle mødes igen. Så gik resten af aftenen ellers med at vi selv fik lov til at gå rundt i grupper og nyde Ho Chi Minh's aftenliv mens vi fik noget aftensmad. Vi blev dog lidt udfordret på det gode humør, da pigerne fra mit (Mille) værelse var kommet til at ødelægge låsen, og havde derfor haft uventet besøg, hvor vi fik stjålet en masse penge. Vi gik i seng en smule utrygge, og med en lærestreg om at passe bedre på vores ting. 

Mandag d. 11

Mandag d. 11

Mandag d. 11

Vores møde med Ho Chi Minh City

Søndag d. 10

Vi landede klokken 01.00 om natten i Vietnams lufthavn. Lige så snart vi kom ud af lufthavnen, kunne vi tydeligt mærke temperaturforskellen. Vi tog direkte hen på vores hostel, som hedder New Saigon hostel. Der skulle vi sove de sidste timer ud, som vi ikke havde fået på den lange rejse til Vietnam. Mange af os kom først i seng ved 05.00 tiden, hvilket gjorde at mange havde et stort søvnunderskud og var i halv dårligt humør.

 

Næste dag vågnede vi af larmen af de mange dyttende motorcykler og biler, som farede rundt i Vietnams gader. Det betød at byen var ved at vågne op. Vi skulle mødes klokken 10.30, fordi vi skulle spise morgenmad/frokost ude i Vietnams anderledes byliv. På vej hen til vores restaurant kunne vi mærke sveden løbe ned ad ryggen på grund af de varme solstråler, som brændte mod vore blege hud. Vi bed mærke i de mange forskellige lyde og dufte, som strejfede os på gåturen.

 

Vi tog ud på en fancy lækker restaurant, hvor vi bestilte dejlig vietnamesisk mad, Pho Ga, friske forårsruller, nudler, fisk mm. og drak en lækker kold forfriskende drik til. Vi blev alle overrasket, over den lækre friske juice og smoothie som vi alle fik.

 

Det var en vild oplevelse at komme ud i trafikken, som vi var blevet advaret om hjemme fra Danmark. Der var mange der havde svært ved at holde styr på de mange biler, scootere og motorcykler, som kom susende og dyttende imod os. Man opdagede hurtigt at trafiklys og fodgængerovergange ikke betyder det store.

 

Efter vi havde spist os mætte i vietnamesisk mad, gik vores tur videre til et lokalt marked, som lå tæt på restauranten og vores hostel. Ved markedet fik vi valget, mellem enten at tage tilbage til vores hostel, eller om vi ville opleve markedet og dens mange indtryk. Markedet var fyldt med boder med vietnamesere, som var ellevilde for at sælge deres ting til os. De var så ivrige at de ville prikke og råbe efter os, for at få vores opmærksomhed til deres bod. Det gjorde en lidt stresset, og man kunne godt mærke det uvante i oplevelsen.

 

Efter markedet tog vi hjem til vores hostel, hvor vi fik et par timer til at tage en lur eller gå videre ud på eventyr. Efter nogen tid kom en dansk fyr som hedder Terkel. Han fortalte os, om de børnehjem vi skulle besøge dagen efter. Det var dejligt at få et indblik i hvad vi skulle.

 

Efter Terkel var gået, gik vi ud i byen igen for at finde aftensmad. Lars havde fundet et sted vi kunne spise, som blev styret af unge som engang havde været hjemløse. Vi syntes det var fedt, at kunne få lov til at støtte deres restaurant. Så tog vi tilbage til vore hostel, hvor vi kunne indhente nogle timer i løbet af natten.

 

-Idunn og Anna :)

De dansene spilopper

Afrejsen til Kina

Velkommen til det første blogindlæg:)

 

Fredag d. 8

Da vi havde krammet, og sagt farvel til vores forældre, begav vi os ud på den lange rejse til Kina. Den 9 timers lange rejse, føltes som en evighed. Da vi endelig var ankommet til Kina, blev vi budt velkommen af den iskolde vind.

Det tog en uendelighed at komme igennem den strikse security, men da vi endelig var kommet ud, mødte vi vores ivrige guide. Derefter var der noget ventetid, som primært blev brugt på at købe kaffe i Starbucks, fordi de jakker vi var lovet, var blevet glemt. Da vi fandt ud af, hvor vores jakker befandt sig, gik vi straks ud til vores lille tour-bus.

Lige så snart man trådte ind i den lille bus, fik man straks lugten af cigarretter og støv i sine næsebor.

 

På vejen ud til afhentningen af jakkerne, så man Kinas meget gråbrune vinter natur, der var ikke mange farver at se, og heller ikke mange mennesker.

Den første halve times bustur på vej ud til det Kinesiske freds-tempel, blev primært brugt på at slappe af, og se ud ad vinduet. Med de kæmpe dynjakker på, begav vi os ud til templet i det frysene vejr.

Templet var oppe på en bakke, og vores guide fortalte, at det kun var bygget af træ. Det var meget svært at se ind i templet på grund af alle turisterne, man skulle mase sig frem for at få et glimt indenfor.

 

Den næste bustur ud til den Kinesiske Mur tog omkring halvanden time. Ikke lang tid efter at vi begyndte at køre, blev der helt stille i bussen og alle sov tungt. Vi stoppede på vejen og blev vi budt nogle kinesiske snacks, som en bolle med en æggeblomme lingnende creme, der var dog ikke mange der turde spise dem. 

 

Da vi endelig ankom til den kinesiske mur, kunne man enden tage en gondol op, eller en stolelift op hvor man så kunne tage en slags kælk ned af bjerget.

Vi tog den åbne stolelift op til muren, hvilket var en lidt skræmmende, men samtidig en meget smuk tur, der oppe fra kunne man virkelig se hvor stor og lang muren er. Vi var så heldige at have en klar himmel, der ikke var fuld af smug, som den kinesiske himmel tit er fuld af pga. forurening. Da alle var nået toppen, begav vi os ud på murens stejle trapper. Der var nogle steder, hvor man nærmest blev nød til at kravle på alle fire.

Ikke alle gik så langt man kunne før muren var lukket af, men en god håndfuld af os gjorde. Kineserne siger at man ikke er et rigtigt menneske, før man har gået på den kinesiske mur, om dette er sandt, kan vi ikke besvare, men en oplevelse var det.

 

På vejen ned kunne man vælge enten at tage stoleliften, eller en rutsjebane der kørte hele vejen ned ad bjerget.

Inden vi skulle videre, fik vi en bid af det kinesiske køkken, som vi alle nød meget, og vi fik også en kort instruktion, på hvordan man benytter sig af spisepinde.

Da alles maver var fyldte, tog vi ned til bussen, hvor en to-timers tur ventede os, og alle fik sig en lille lur. Vi vendte tilbage til lufthavnen, og security var mindre frustrerende denne gang.

Næsten ingen sad sammen i flyet, dette gjorde dog ikke noget, da vi alle var udmattede, og bare ville sove. Endelig landede flyet i Vietnam, og vi kunne komme ud til den fugtige varme luft.

 

Hilsen Jose og Jose;)

Klokken er nu 4.12 lokal tid og vi har lige sagt godnat til hinanden i Ho Chi Minh. I morgen får i første rejseblog, hvor i kan høre mere om Kina, kulde, en mur og lånt tøj. Sov godt derhjemme.

Vi er på vej💪🏻

Fredag d.08.02.2019 rejser 9 klasse til Vietnam

 

Der findes som bekendt hvide pletter på vores landkort - altså endnu ikke udforskede områder - ligesom der eksisterer hvide pletter i vores bevidsthed. I gamle dage var det, der optog de opdagelsesrejsende, jo først og fremmest at nå ud til de hvide pletter på landkortet - jeg rejser for at finde de hvide pletter i vores bevidsthed!" (Ib Michael)

9 klasse og Vietnam