Strand, rød hvide farver og noget om en blæksprutte

Tirsdag d.19.02

Dagen startede med en lækker morgenmad på hotellet. Morgenmaden var lige hvad vi havde brug for! Vi skulle i dag have en velfortjent strandtur. Alle glædede sig meget og var klar til at hygge. For at man kan overleve en strandtur, så er det vigtigt at have forsyninger med. Vi gik en smule amok i supermarkedet, men det gjorde ikke noget. Da vi ankom, mødte der os et dejligt syn af en meget smuk strand. Det var nu at man kunne mærke den eksotiske ferie stemning, som bredte sig. Turkis og blåt vand med hvidt sand. På med solcreme og ud i havet, som havde den perfekte temperatur til at blive kølet ned. Der blev dykket, spillet volleyball, fjerbold og kort, og ikke mindst konkurreret i brydning og cheerleading. Det var meget idyllisk med stemningsmusikken fra vores tur-guitar, samt en lyd af chips og oreos som blev spist i baggrunden. Alle ville selvfølgelig gerne have noget farve, og den skulle gerne være gylden brun. Folk lå i sandet, på vandet og på liggestolene for at slikke en masse sol. Meeen det var ikke resultatet for alle.

Efter strandturen havde vi det til fælles at vi havde den røde, solskoldede hud, som med tiden blev værre og værre. Der var nogle som kom til at ligne tomater og krebs, mens andre faktisk fik den ventede gyldne farve. Vi kom hjem til hotellet, hvor at man kun nå et lille bad inden at vi skulle videre ud og spise frokost. Vi fandt et sted med pizza, pasta og en smule vietnamesisk mad. Vi fik dog en smule stress med at spise maden, da vores guide kom for at hente os og ikke alle havde fået deres mad. Vi nåede dog alle at få noget ned i maven før at vi kørte afsted mod blækspruttefangsten. I bussen var alle ikke lige tilfredse, da solskoldningerne begyndte at kunne mærkes. Ved havnen var der en lugt af fisk og andre havdyr, som blev fanget på bådene. Det var heldigvis en båd med tage, så vi kunne komme i skygge fra den brændende sol. Før at vi kunne begynde at fange blæksprutter, så skulle solen først gå ned. Solnedgangen var et smukt syn, som var en ekstra ting vi fik med på den tur. Da vi skulle begynde at fange blæksprutterne, blev vi alle en smule bekymret for om der overhovedet var nogle blæksprutter at fange. Det var først lige før maden, hvor at det blev klappet og hujet, da Lars var den første som trak en blæksprutte op fra havets dyb (hvilket vi ikke snakker mere om). Ian syntes ikke det var fair og to minutter efter hev han også en op. Hans rampelys blev dog stjålet, da en stor blæksprutte blev hevet op af en af fiskerne. Maden kom på bordet, men det var dog ikke vores egne blæksprutter som blev spist. Det må næste dagstur få glæde af i stedet. Alle var en smule trætte efter en lang dag med mange oplevelser, så vi vendte snuden hjem for at få en god nattesøvn.

Phu Quoc - nu med guitar

Tur på Mekong floden

Tidligt op og sent i seng

Da alarmen ringede kl 5:00, føltes ens øjenlåg lige så tunge som beton, og det var ikke fordi at mørket udenfor hjalp på det. Vi skulle ud at se det the floating market, og da det startede allerede kl. 3:00 var vi for sent på den. Den længere gåtur ned til havnen, gik hurtigere end forventet, da vores guide tog den skadede Anna bag på sin scooter(læs om basketkampen på PiC fredag) På båden sov næsten alle. Vi var ikke de eneste der skulle se markedet! i flere af de andre både var der fotolystende kinesere. På the floating market kunne man se de lokale sælge og købe ad hinanden. Hver båd havde sin ting at sælge, som for eksempel ananas eller bananer. Man kunne se hvad de solgte på bådene, hvor de også bor permanent, ved at sætte deres varer fast på en bambusstav og fæstne denne til forenden af båden. Det var smukt at se solen stå op over Mekong floden og på trods af at markedet i dag kun er 1/10 af hvad det var for 10 år siden, kunne man fornemme stemningen og historien i deltaet.

 

Efter en halv times tid var vi nået til en nudel-fabrik, der dog mest var for turister, og vidst ikke blev brugt til meget andet. Vi så dog hvordan nudlerne produceres. Efter nudel-fabrikken sejlede vi videre til en frugtplantage, hvor vi fik en masse frugt. Det smagte godt, men vi var dog alle stadig meget sultne, da vi ikke havde fået morgenmad endnu. Ude på frugtplantagen var der mange små søer, hvor de havde bygget små broer til både at cykle og gå over. Vi fik lov til at prøve en monkeybridge som kun er bygget af bambus og snor. Den farligste bro i verden ifølge vores guide!

 

Da vi sejlede tilbage mod byen, havde turguiden vist os et sted hvor vi kunne spise morgenmad. De serverede kun pho (nudelsuppe) med oksekød, men det var meget lækkert. Inden vi kunne slippe videre, skulle vi havde taget omkring 100 fotos. Nu var der tid til enten at shoppe eller at tage hjem, og få indhentet noget søvn. I Can Tho var der mange små hyggelige butikker, og i næsten alle af dem skulle man tage sine sko af inden at man gik ind. Da alle mødtes  efter hvad end man nu havde lavet, skulle vi ud og finde noget aftensmad. I modsætning til alle andre aftener, denne aften spiste vi på en blandet restaurant, og næsten alle fik pizza til aftensmad. Dog blev der også serveret slange til bordene. MUMS!!! Da alle havde fået deres mad, sang vi fødselsdagssang for Ian, han havde nemlig fødselsdag. Vi sang på engelsk, mest så de andre gæster på restauranten kunne være med eller i hvert fald, så de forstod hvad der skete.

 

Alle undtagen Lars, ville videre på et marked der lå 3 km væk til fods. Da vi ankom, kunne vi i starten ikke finde det, og til vores fortvivlelse var det så lukket da vi endelig fandt det. Arrrggghhhh! Ingen shopping… Hjemme på vores hostel afsluttede vi aftenen oppe på tagterrassen med at spille og synge sammen på den nyindkøbte guitar. Den perfekte afslutning på en lang dag.

Dag 8

Godmorgen drenge! Vi vågnede til lyden af Lars hånd der bankede hårdt på døren. Det rungede i vores ører, og vi kunne skimte den smilende Lars i døråbningen, imens lyden af gabende teenage drenge fyldte hele rummet. Vi tog bad på skift og gjorde os klar til udflugten imens. Klokken var 06:30 da vi alle stod klar og trætte i receptionen. Da de fleste var kommet ud af fjerene og ned i receptionen begyndte vi at gå ned mod en lille restaurant. Cikaderne larmede højlydt imens vi som en flok døde zombier vraltede igennem den smalle gade. Maden tog meget lang tid om at komme så de fleste af os måtte løbe ned med mad i hånden da Lars fik et opkald om at bussen var ankommet. Mørke lækkerier Turen derud var stille og rolig, solen skinende mod ruden og ramte vores hud. Da, vi havde kørt i cirka 30 minutter var vi ankommet til kakaoplantagen. Bussen parkerede i siden af en slidt gruset landevej der var præget af den konstante hede. En lille vietnamesisk mand kom gående over imod os og viste os vejen til plantagen. Vi stoppede op ved en mini kakaofabrik, der tidligere var et DANIDA støttet projekt, men ikke længere!. Der blev vi sat ned ved to borde hvor han derefter begyndte på sit oplæg om kakao produktion. Det var et inspirerende og langt oplæg. Og den konstante hede og det skarpe lys fra solen fik det til at virke lidt langtrukkent. Det var dog superfedt at få smagt på nogle helt friske kakaoprodukter. Den varme kakao vi smagte, var rigtig god og stærk og gav en følelse af at være hjemme i Danmark. Da han var færdig med at forklare, gik vi en lille tur igennem noget af plantagen. Det var ret hyggeligt at gå og kigge på kakaotræerne og tage en masse billeder. Vi stoppede op ved et lille hus hvor en mega sej dreng fra den vietnamesiske skole lavede et danseshow med nogen af pigerne og drengene fra begge skoler. Efter det lille show gik vi tilbage til der hvor kakaoprodukterne blev produceret. Her viste manden der ejede plantagen hvad de resterende maskiner blev brugt til. Vi fik lov til at købe nogle ting fra en lille butik der solgte hjemmelavede kakaoprodukter. Efter vi havde købt nogle forskellige lækkerier, tog vi tilbage til bussen. ”Firstly be a man – then be succesful” Bussen stoppede ved den internationale skole hvor vi alle steg ud og bevægede os ind mod kantinen. Bare på den korte strækning over skolegården kunne man igen mærke den ubarmhjertige hede. Heden gjorde luften så tør at det blev svært at trække vejret ordentligt. Skolegården var fuld at legende glade børn der spillede basket og snakkede med hindanen. Igen blev der gloet da vi, en flok kridt hvide danskere kom gående ind på deres skole. Vi spiste sammen i kantinen hvor der ligesom dagen før blev serveret noget kød og ris. Det smagte dejligt og da alle havde spist op, mødtes vi foran indgangen for at vente på bussen. Vi lagde mærke til en detalje på skiltet over hovedindgangen der stod nemlig ”Firstly be a man – then be succesful”. Vi syntes at det var både sjovt og diskriminerende men alligevel gav det også et billede på det ligestillings problem der er i Vietnam. Vi tog skolebussen hjem til vores hostel hvor vi fik noget tid til at gøre legen klar, slappe af og gå i bad osv. Den store kamp! Da alle var klar igen tog vi ud på skolen for at fremvise de lege vi alle havde forberedt i små grupper. Vi øvede vores leg i gruppen og fik den til at fungere godt. Da vi skulle fremvise legen, gik der noget galt fordi vi havde glemt en vigtig faktor da vi lavede den. Legen var ikke tilpasset folk der havde svært ved boldspil. Legen var simpelthen så svær at det blev spilødelæggende. Derfor fik vi lidt tid til at justere legen inden den skulle prøves igen. Det endte med at vi fik lavet den så let at det var decideret kedeligt at lave legen. Da alle grupper havde lavet deres lege, samledes hele skolen for at have den andet og sidste officielle basketball match. Der var en meget ”hypet” stemning og alle der var til stede heppede og råbte højlydt når vi scorede. I starten af kampen faldt vores stjernespiller Ian og forstuvede armen. Det var Noah der nakkede ham selvom de begge var på samme hold. Kort efter blev Anna også skadet da hun løb ind i en fra det andet hold. Kampen endte cirka lige og med to skadede spillere humpede vi tilbage til bussen for at komme hjem og sove. Alle var trætte og udkørte så der gik ikke længe før man kunne høre en snorken fra alle værelser på hostellet.

Pacific college og søvnunderskud!

Dag 7

Efter en nat i det nye hotel blev vi vækket kvart over seks. Det var meget vigtigt at vi kun brugte et kvarter på at gøre os klar, så vi kunne få noget at spise og komme tilbage i tide da taxaerne kørte kl 7.30. Vi spiste på en vegetarisk cafe og man kunne allerede mærke at de var dårligere til engelsk end dem vi lige havde spist hos i Ho Chi Minh city. Der var forvirring og lidt kaos under bestillingen. Der var nogle der fik for lidt og nogle der fik noget de slet ikke havde bestilt. MEN de gjorde deres bedste, som alle de vietnamesere vi har mødt gør(minus taxa chauffører i Ho Chi Minh) Efter den hurtige morgenmad skulle vi tilbage til vores hostel. På vores hostel havde vi ti minutter til at gøre os klar til taxaerne. Taxaerne kom og vi kørte til Pacific College.

 

Ankomsten til PIC

Vi blev sat af ved skolen, og deres administrative chef kom os i møde. Det første vi skulle var at stille os foran skoleporten og få taget billeder. Netop fælles fotos og selfies skulle vise sig at blive et gennemgående tema for vores ophold i Can Tho! Vi kom ind på skolen og vi blev ført ind i et stort mødelokale. Bordene og stolene stod som om vi skulle til et politisk møde. Der var sat en vandflaske klar med et sugerør mellem plastikken og labelen. skoleledelsen sad ved det første bord ved indgangen, det var frakoblet resten af bordene og vi satte os ved alle de andre borde. Da alle havde sat sig ned, så begyndte de at introducere sig selv, men ikke helt normalt. De havde simpelthen en trådløs mikrofon, fordi rummet var så stort og det var meget højtideligt og officielt. Efter de var færdige, skulle vi også, præsentere os selv med en kort sætning. Vi skulle fortælle hvad vi hed, hvor gamle vi var og hvad vi godt kunne lide at lave. Efter det forklarede de hvordan deres skole fungerede. Efter vi har siddet i mødelokalet, fik vi en rundvisning af skolen.

 

Rundvisningen

Under rundvisningen ville alle ud og sige ”Hello” til os. Der var faktisk så mange der ville sige ”Hello” at vi fik af vide at vi lige skulle vente et kvarter, indtil eleverne på skolen havde fået frikvarter. Men efter det kvarter gik det også amok. Først det ene billede og så det andet. Og efter 30 minutter var der mindst blevet taget 1000 billeder, af os. Og efter en halvtime stolede man ikke helt mere på sætningen ”only one more!”. Det føltes nærmest som om at man var en superstjerne, eller et dyr i en zoo, det kommer lidt an på hvordan man ser på det. Efter vi havde været på det, som føltes som den ”røde løber” fik vi frokost. Den duftede dejligt og smagte bedre. Efter maden kørte vi hjem og havde cirka 2,5 timer til at slappe af og gøre os klar til at fremlægge vores oplæg om Danmark.

 

Fremlæggelsen

Vi tager hen til skolen, og der er en hel masse mennesker der det sekund de ser os, begynder at råbe og pege af os. Vi kommer langsomt hen til det samme mødelokale som før, og begynder at sætte alt klar til fremlæggelsen. Nogle gør YouTube klar, nogle stemmer deres guitar, og resten sætter bordene på plads. Vi fremlægger med et lille bump der hed internettet, men ellers gik det meget godt. Efter fremlæggelsen går alle eleverne rundt til os, og spørger ind til danmark, omkring emnerne fra fremlæggelserne og os generelt. Vi bliver færdige og bliver fortalt at vi skal spille en basketball kamp mod skolens basket hold. Vi kom ned i skolegården, og det lignede at alle på hele skolen stod og kiggede på. Der var kommentator på og officiel dommer. Da en af vores værdier var "ligestilling mellem kønnene", spillede vi med et blandet pige/drenge hold. Det var svært for de vietnamesiske lærere og elever at forstå, da det kun er drenge i Vietnam der spiller basket. De havde også lidt svært ved at spille mod pigerne(vores fordel) Dog håber vi at vi inspirerede nogle af pigerne på skolen til at kræve ligestilling mellem kønnene!!! Nå men... Vi kæmpede bravt men deres hold var bedre. Vi hyggede os bagefter med at spille mixed hold fra begge skoler, og snakke med eleverne fra skolen. Vi fik tidlig aftensmad fra den samme kantine. Bagefter tog vi hjem i en halv time, og så havde Lars en overraskelse. Vi skulle på en meget lækker kaffebar. Alle tog med og deres ”Frozen coffee” smagte virkeligt godt. Efter kaffebaren så valgte nogle at gå en længere tur for at spise lidt mere mad. Dem der valgte at spise lidt mere, kom først hjem halv ni fordi Lotte gerne ville få Jose til at synge med Ian som guitarrist på den lokale bar. Vi kom hjem til alle fra klassen der stadig var vågne og sad og slappede af på terrassen og så gik vi i seng. Skrevet af Benjamin og Thijs Ps. Her er dagens citater! Anna spørger drengene på pacific college” Is it you that we have to sleep with?” Mikala forklarer at Bastian” was supposed to go to Vietnam with us but he didn’t make it!!!”

Afsked med Ho Chi Minh City

Onsdag d.13.02 Dagen startede relativt sent da vi fik lov til at sove til kl. 8 og efter en bid brød og en omelet var det tid til turens anden byvandring. Den stod på botanisk have, zoo og jadekejserens pagoda. Da vi havde et aftalt møde med de to shelters Little red rose og the green bambo warm shelter havde vi lidt travlt med at komme afsted så vi besluttede at tage en taxi gennem byen, for at nå at se den botaniske have og Jadekejserens pagoda. Da vi ankom til den botaniske have/zoo, var der en stor port og en lang allé fyldt med forskellige blomster og planter. Man kunne godt fornemme at det blev passet meget på og havde en høj standart. Derudover var det meget dejligt at slippe lidt væk fra bilosen og de larmende veje. Først gik vi ind i et stort fuglebur fyldt med forskellige arter, som påfugl, flamingoer og en masse andre fugle. Det så meget fint ud og det lignede at dyrene havde det ret godt, men da vi gik videre lidt længere ind i haven kom vi til løverne! De boede meget skummelt og kedeligt, det mindede nok mest af et fængsel hvor turister kunne tage billeder, og de havde minimal plads. Da vi gik videre til de hvide tigere, fandt vi hurtigt ud af at de ikke havde det meget bedre, for ikke at nævne den larmende forlystelsespark indbygget i den botaniske have. Vi gik ca. 10 minutter langs tæt trafikerede veje for at komme til Jadekejserens pagode, som er et af de vigtigste kulturelle seværdigheder i Vietnam. Det har været en central del af den Vietnamesiske tro gennem flere hundrede år og selvom det vrimlede med mennesker, så man ikke kunne komme til nogle steder, var der næsten ingen andre turister end os og vi kunne mærke hvordan vi skilte os ud fra alle de bedende mennesker. Det var næsten en befrielse at komme ud fra den kæmpe mængde af mennesker. Men stemningen og fornemmelsen af en tro der er en naturlig del af Vietnamesernes hverdag slap os ikke. Vi tog så tilbage til vores Hostel hvor vi kunne få fyldt vores maver og få lidt ro til hoved. Efter frokostpausen skulle vi så videre til vores møde med drengene og pigerne fra de to shelters, det var delt op i piger og drenge. Drengene skulle ud og bade og pigerne skulle lave små cupcakes. På grund af de mange veje og og den meget hektiske trafik tog det os længere til at køre med taxi end det ville tage os at går derhen. Vi, drengene, skulle svømme med drengene fra Green Bamboo. Vi kom til en udendørs svømmehal, The workers pool i Ho Chi Minh, hvor vi mødtes med vores nye venner. Vi badede sammen med dem, sprang, slåssede for sjov mm. Det svære var at sørge for at de ikke gik over vores og deres egen grænse når vi skubbede og kastede med hinanden. Vi fik at vide den første dag, at de ofte havde svært ved at stoppe når de blev pressede, men vi havde det heldigvist sjovt sammen og når det var ved at gå galt hjalp de største drenge hinanden og os med at få styr på situationen. Vi tog derfra med følelsen af at have været med til at give dem en god oplevelse. Det var det for os. Tilbage på vores hostel skrev vi dagbog og blog imens vi ventede på at pigerne kom tilbage. Kl.18.15 gik vi til bus stationen, troede vi!!! Men det viste sig at adressen vi havde fået var selvskabets kontor, og at vi derfor skulle med taxa til en anden adresse, hvor en shuttle bus ventede. Den kørte os til rutebilstationen hvor vi i en liggebus kørte mod Can Tho. På trods af voldsom tissetrang hos nogle, manglende aftensmad og træthed, nåede vi frem til Can Tho hvor vi fandt vores hostel (Amazon 1) Kl.00.30 sagde vi god nat. Nyt sted og nye oplevelser i vente. Malthe og Marius

Vietnamkrigen, grænser og en afkøling!

Tirsdag 12/2: Klokken 6:30 startede dagen med morgenmad. For nogle startede den først klokken 7:30. Da alle var klar gik vi ned for enden af vejen, hvor at vi blev hentet af en guidet bus. På vejen ud til Cu Chi, som er et krigsmuseum, stoppede vi og så kunst lavet af handikappede kunstnere. Kunstnerne var handikappet pga. deres DNA var blevet ændret efter Agent Orange. Imens guiden fortalte om Vietnamkrigen, lagde vi mærke til at han var meget smilende hele tiden, hvilket undrede os lidt. Da vi ankom til Cu Chi gik vi stille og roligt ned til selve museet.

 

Museet var det jungleområde, hvor at vietnamesere og amerikanere havde boet ved under vietnamkrigen. Vi så først, hvordan at de vietnamesiske soldater havde gemt sig under jorden. Dem der havde lyst til at prøve kunne få lov til at klatre derned og gemme sig i et meget lille hul i jorden. Der efter hørte vi om de mange forskellige fælder vietnameserne havde lavet og brugt under krigen. Det var på det tidspunkt, hvor at nogle begyndte at få det dårligt. Imens vi gik og hørte om de voldsomme ting, som skete i Cu Chi under krigen, kunne vi høre skud! Det blev ikke bedre for dem, der i for vejen havde det dårligt over at høre om krigen. Vi kom tættere på skydebanen, og vi forstod ikke helt, hvorfor at man skyder et sted, hvor at de fortæller om hvor forfærdelig krigen har været og hvordan den stadig påvirker vietnameserne i dag. Guiden forklarede, at det var for at give et bedre indtryk af, hvordan at det var at være med i krigen. Vi gik videre, og kom til tunnellerne, som vi havde glædet os meget til. Der var en tunnel, men man kunne gå op undervejs, alt afhængig af hvor langt man ville gå. Guiden sagde på forhånd, at hvis man havde lavt blodtryk eller astma, så var det ikke en god ide at gå ned. Vi kunne selv bestemme om vi havde lyst til det, og ikke alle syntes at det var lige behageligt at gå dernede. I tunnelen blev man nødt til at gå med bøjede ben og det var en smule svært at få vejret, men spændende var det! Ved slutningen af turen fik man noget mad og te, som blev spist under krigen. Vi gik tilbage i bussen for at køre tilbage til hostellet. På vejen tilbage var der nogle der fik taget en ”morfar”, mens andre bare ventede på at kunne komme på toilet.

 

Efter et spændende og for nogen hårdt besøg på Cu Chi vendte vi tilbage på hostellet for at skifte tøj og tage ud at spise frokost. Vi spiste virkelig tæt på vores hostel så det var nemt at komme hurtigere videre. Maden smagte virkelig godt selvom stedet var mindre hyggeligt! Vi havde alle sammen en voldsomt træng til at blive kølet ned, så derfor valgte vi at tage hen til en public pool som lå 20 minutters kørsel fra vores hostel. Nogle af os havde problemer med at finde derhen, men det jo ikke første gang. Da vi endelig havde fundet derhen, havde vi cirka en times tid at nyde solen i før den gik ned, hvor vi bare kunne hygge os og bade en masse. Vi lavede en masse sjove ting i poolen såsom brydning og diverse konkurrencer. Selvom vi havde brug for afkøling, blev vi alligevel trætte og tog derfor hjem for at få skyllet kloret væk og gøre os klar til at tage ud og spise. Som en afslutning på dagen tog vi på en restaurant som Lars havde fundet. Stedet var en del finere (og dyrere) end vi ellers havde været van til selvom maden ikke var bedre. Tværtimod var mange utilfredse. Derefter vendte nogen tilbage til vores hostel, nogen på markedet og andre fik fodmassage.

9 klasse i byen og på shelter!

 

Mandag d.11.02

Den første mandag var en travl dag. Vi startede dagen ud med en planlagt byvandring gennem hoc hi Minh’s gader fyldt med nye farver, dufte og mennesker. Byvandringen var planlagt af Anna og mig (Mikala), som første vej til forskellige seværdigheder. For eksempel stoppede vi ved Folkekomiteens hus, som nu er en turistattraktion, men også bliver brugt som et slags rådhus. Vi skulle selvfølgelig også stoppe ved forskellige kiosker, hvor vi købte masere af vand i heden. Da vi kom tilbage til vores lille hostel efter 3-4 timer i den bagene formiddags sol, havde vi en times tid til at gøre os klar til dagens næste aktivitet. Vi skulle ud og besøge de 2 shelter som vi havde haft kontakt til hjemme i Danmark. Drengene skulle på Green Bamboo Shelter, mens vi piger skulle på Little Warm Rose Shelter. Vi var alle spændte og usikre på hvad vi skulle forvente af turen, da det eneste vi vidste var at de alle havde haft en svær fortid og at vi skulle være meget varsomme. I de få timer på pige shelteret snakkede og legede vi med pigerne. Det var sjovt men også udfordrende fordi der ikke var særlig mange der forstod engelsk, og dem som gjorde snakkede det ikke særlig godt. Der var piger helt fra 11 år og op til 18, hvor næsten alle har været udsat for seksuelt misbrug. I starten tænke vi meget på at vi skulle være forsigtige fordi de var blevet misbrugt og nok kunne være meget skrøbelige. Men vi kom hurtigt på andre tanker da pigerne med det samme tog fat i os meget imødekommende og kontaktsøgende. Vi legede både vietnamesiske og danske lege. For eksempel lærte vi en leg – 7 up. Den handler om at alle skulle tælle til syv, men når man nåede til syv, skulle man sige up. Der ud over var der også andre twist til legen. Det lød simplet og let, men det var ret svært. Heldigvis fik vi mange grin ud af det. Da drengene nåede frem til drenge shelteret, efter at have besvær med at finde vej, Blev de præsenteret for de udsatte drenge og selve shelteret. Shelteret var meget småt og der var mange etager. Centrum var en trappe i midten, og ellers var der små rum til højre og venstre. Efter det legede de også en leg. De skulle samle puslespil, og vinderen fik en slik præmie. Da både drengene og vi piger mødtes snakkede vi meget om hvor positiv en oplevelse det havde været. Der efter havde vi et par timer til at slappe af og samle os indtil vi skulle mødes igen. Så gik resten af aftenen ellers med at vi selv fik lov til at gå rundt i grupper og nyde aftenlivet i byen mens vi fik noget aftensmad. Vi blev dog lidt udfordret på det gode humør, da pigerne fra mit (Mille) værelse var kommet til at ødelægge låsen, og havde derfor haft uventet besøg, hvor vi fik stjålet en masse penge. Vi gik i seng en smule utrygge, og med en lærestreg om at passe bedre på vores ting. 

Vores møde med Ho Chi Minh City

Vi landede klokken 01.00 om natten i Vietnams lufthavn. Lige så snart vi kom ud af lufthavnen, kunne vi tydeligt mærke temperaturforskellen. Vi tog direkte hen på vores hostel, som hedder New Saigon hostel. Der skulle vi sove de sidste timer ud, som vi ikke havde fået på den lange rejse til Vietnam. Mange af os kom først i seng ved 05.00 tiden, hvilket gjorde at mange havde et stort søvnunderskud og var i halv dårligt humør.

 

Næste dag vågnede vi af larmen af de mange dyttende motorcykler og biler, som farede rundt i Vietnams gader. Det betød at byen var ved at vågne op. Vi skulle mødes klokken 10.30, fordi vi skulle spise morgenmad/frokost ude i Vietnams anderledes byliv. På vej hen til vores restaurant kunne vi mærke sveden løbe ned ad ryggen på grund af de varme solstråler, som brændte mod vore blege hud. Vi bed mærke i de mange forskellige lyde og dufte, som strejfede os på gåturen.

 

Vi tog ud på en fancy lækker restaurant, hvor vi bestilte dejlig vietnamesisk mad, Pho Ga, friske forårsruller, nudler, fisk mm. og drak en lækker kold forfriskende drik til. Vi blev alle overrasket, over den lækre friske juice og smoothie som vi alle fik.

 

Det var en vild oplevelse at komme ud i trafikken, som vi var blevet advaret om hjemme fra Danmark. Der var mange der havde svært ved at holde styr på de mange biler, scootere og motorcykler, som kom susende og dyttende imod os. Man opdagede hurtigt at trafiklys og fodgængerovergange ikke betyder det store.

 

Efter vi havde spist os mætte i vietnamesisk mad, gik vores tur videre til et lokalt marked, som lå tæt på restauranten og vores hostel. Ved markedet fik vi valget, mellem enten at tage tilbage til vores hostel, eller om vi ville opleve markedet og dens mange indtryk. Markedet var fyldt med boder med vietnamesere, som var ellevilde for at sælge deres ting til os. De var så ivrige at de ville prikke og råbe efter os, for at få vores opmærksomhed til deres bod. Det gjorde en lidt stresset, og man kunne godt mærke det uvante i oplevelsen.

 

Efter markedet tog vi hjem til vores hostel, hvor vi fik et par timer til at tage en lur eller gå videre ud på eventyr. Efter nogen tid kom en dansk fyr som hedder Terkel. Han fortalte os, om de børnehjem vi skulle besøge dagen efter. Det var dejligt at få et indblik i hvad vi skulle.

 

Efter Terkel var gået, gik vi ud i byen igen for at finde aftensmad. Lars havde fundet et sted vi kunne spise, som blev styret af unge som engang havde været hjemløse. Vi syntes det var fedt, at kunne få lov til at støtte deres restaurant. Så tog vi tilbage til vore hostel, hvor vi kunne indhente nogle timer i løbet af natten.

 

-Idunn og Anna :)

Afrejsen til Kina

Velkommen til det første blogindlæg:)

 

Da vi havde krammet, og sagt farvel til vores forældre, begav vi os ud på den lange rejse til Kina. Den 9 timers lange rejse, føltes som en evighed. Da vi endelig var ankommet til Kina, blev vi budt velkommen af den iskolde vind.

Det tog en uendelighed at komme igennem den strikse security, men da vi endelig var kommet ud, mødte vi vores ivrige guide. Derefter var der noget ventetid, fordi de jakker vi var lovet, var blevet glemt. Da vi fandt ud af, hvor vores jakker befandt sig, gik vi straks ud til vores lille tour-bus.

Lige da man trådte ind i den lille bus, fik man straks lugten af cigarretter og støv i sine næsebor.

 

På vejen ud til afhentningen af jakkerne, så man Kinas meget gråbrune vinter natur.

Den første halve times bustur på vej ud til det Kinesiske freds-tempel, blev primært brugt på at slappe af, og se ud ad vinduet. Med de kæmpe dynjakker på, begav vi os ud til templet i det frysene vejr.

Templet var oppe på en bakke, og vores guide fortalte, at det kun var bygget af træ. Det var meget svært at se ind i templet på grund af alle turisterne, man skulle mase sig frem for at få et glimt indenfor.

 

Den næste bustur ud til den Kinesiske Mur tog omkring halvanden time, på vejen blev vi budt nogle kinesiske snacks, der var dog ikke mange der turde spise dem. At ankomme til den Kinesiske Mur, var noget af en oplevelse.

Vi tog en åben stolelift op til muren, hvilket var en lidt skræmmende, men samtidig en meget smuk tur. Vi var så heldige at have en klar himmel, der ikke var fuld af smug. Da alle var nået toppen, begav vi os ud på murens stejle trapper.

Ikke alle gik så langt man kunne før muren var lukket af, men en god håndfuld af os gjorde. Kineserne siger at man ikke er et rigtigt menneske, før man har gået på den kinesiske mur, om dette er sandt, kan vi ikke besvare, men en oplevelse var det.

 

På vejen ned kunne man vælge enten at tage stoleliften, eller en rutsjebane der kørte hele vejen ned ad bjerget.

Inden vi skulle videre, fik vi en bid af det kinesiske køkken, som vi alle nød meget, og vi fik også en kort instruktion, på hvordan man benytter sig af spisepinde.

Da alles maver var fyldte, tog vi ned til bussen, hvor en to-timers tur ventede os, og alle fik sig en lille lur. Vi vendte tilbage til lufthavnen, og security var mindre frustrerende denne gang.

Næsten ingen sad sammen i flyet, dette gjorde dog ikke noget, da vi alle var udmattede, og bare ville sove. Endelig landede flyet i Vietnam, og vi kunne komme ud til den fugtige varme luft.

 

Hilsen Jose og Jose;)

Klokken er nu 4.12 lokal tid og vi har lige sagt godnat til hinanden i Ho Chi Minh. I morgen får i første rejseblog, hvor i kan høre mere om Kina, kulde, en mur og lånt tøj. Sov godt derhjemme.

Vi er på vej💪🏻

Fredag d.08.02.2019 rejser 9 klasse til Vietnam

 

Der findes som bekendt hvide pletter på vores landkort - altså endnu ikke udforskede områder - ligesom der eksisterer hvide pletter i vores bevidsthed. I gamle dage var det, der optog de opdagelsesrejsende, jo først og fremmest at nå ud til de hvide pletter på landkortet - jeg rejser for at finde de hvide pletter i vores bevidsthed!" (Ib Michael)

9 klasse og Vietnam